Overfør billeder fra iPhone til Windows PC


Sådan overfører du billeder fra din iPhone eller iPad til en Windows PC.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Apple rigtig gerne vil have, at du går all-in med deres produkter. Men du kan faktisk nemt kombinere en iPhone eller en iPad med en computer, der kører Windows.

Windows og iOS

Hvis du er kæmpe fan af Apples produkter og har valgt at din computer skal være en Mac, er det en forholdsvis ukompliceret hverdag du har, hvis du også bruger en iPhone eller iPad, når du skal flytte rundt på billeder og filer.

Men det er langt fra en selvfølge, at du både vil have din smartphone og din computer i samme mærke. Det kan dog sagtens lade sig gøre at bruge en smartphone med iOS samtidig med at du har valgt en computer med Windows 11.

For selvom Apple og Microsoft ikke altid gør det lige nemt, kan du med de rigtige værktøjer godt få en mere ukompliceret hverdag, når du mikser deres produkter. Det kan godt være, at du ikke umiddelbart kan overføre billeder fra din iPhone eller iPad til en Windows PC lige så let som hvis du ejede en computer med macOS, men lad ikke dette stoppe dig. For med det rette værktøj er det en hurtig proces at gemme dine billeder, præcist hvor du vil have dem.

To metoder

Når du har valgt, at du ikke vil begrænse dig til én fabrikant, men både vil have produkter fra Apple og Microsoft, kan du få enhederne til at arbejde sammen på flere måder. For der findes nemlig ikke kun én med to måder, hvorpå du kan få dine enheder med iOS og Windows koblet sammen. Når du får behov for eksempelvis at flytte billeder, kan du både vælge at gøre det via skyen eller ved at bruge den gode gammeldags hardware metode. Begge dele virker, når du gerne vil sikkerhedskopiere dine billeder. En anden fordel er, at du ikke er nødsaget til udelukkende at stole på én metode. Du kan i stedet vælge din personlige favorit.

Windows computer og iPhone

Selvom Apple traditionelt set virker rigtig godt, hvis du vælger at holde dig indenfor deres eget økosystem, så er det ikke til at komme udenom at Windows er og bliver dominerende i desktopverdenen. Derfor har Apple også indset behovet for, at deres iTunes er tilgængeligt på computere med Windows. For iTunes er ikke til at komme udenom, da det fungerer som omdrejningspunktet for styring af både dine Apple enheder og indholdet herpå.

Hvis du vil overføre noget fra din iPhone eller iPad til en computer med Windows, er det desværre ikke nok, at du finder et kabel der fysisk kan koble de to enheder sammen. For at kunne få de to enheder til at arbejde sammen, skal du bruge iTunes der også inkludere softwaren "Apple Mobile Device Support". Denne software gør det nemlig muligt for din iPhone og din Windows computer at kommunikere på samme sprog. Når du først har fået dine enheder til at kommunikere sammen, kan du blandt andet vælge at gennemse indholdet på din iPhone via Stifinder eller øjeblikkeligt at importere billeder og videoer til din computer.

Download og installer iTunes

Du kan vælge at hente iTunes direkte fra Apple, hvor det er tilgængeligt, men du kan også vælge at hente iTunes via Microsoft Store. Hvis du har en computer, der bruger Windows 10 eller Windows 11, anbefaler vi, at du hente iTunes via Microsoft Store. Dette giver dig en nemmere installationsproces i forhold til den traditionelle applikation. 

Men du kan også som alternativ vælge at hente iTunes fra Apple. Denne metode kan anbefales, hvis du bruger en computer, der har en ældre version end Windows 10. 

Brug Stifinder

Når du har downloadet og installeret iTunes på din Windows computer er du klar til at tilslutte din Apple enhed. Du kan derfor nu tilslutte din iPhone eller iPad via USB og din Windows computer vil kunne kommunikere med enheden. Stifinder er en af ​​de nemmeste metoder du kan vælge, hvis du gerne vil hente billeder og videoer over på din computer. 

Når du vælger din iPhone via Stifinder får du vist forskellige filer i oversigten. Der vil også være en DCIM-mediemappe. Denne mappe virker på samme måde, som hvis du har et digitalkamera, som du vælger at tilslutte din computer. For på samme måde kan du med mappen på din iPhone nemt med træk-og-slip flytte filer til og fra din iPhone.

Overfør billeder fra iPhone via Stifinder

At overføre billeder fra din iPhone via Stifinder gøres nemt på følgende måde:
  1. Tilslut iPhone til pc med USB-kabel
  2. Start Windows Stifinder fra dit skrivebord, Start-menuen eller proceslinjen
  3. Vælg Denne pc i menuen i venstre side af vinduet
  4. Klik på din iPhone i undermenuen
  5. Dobbeltklik på Intern lagring
  6. Dobbeltklik på DCIM
  7. Dobbeltklik på en mappe
  8. Klik på det billede, du vil kopiere. Du kan holde Ctrl-tasten nede på dit tastatur og klikke for at vælge flere billeder. Du kan også bruge Ctrl + A genvejen på dit tastatur til at vælge alle billeder på én gang
  9. Klik på Kopier til
  10. Vælg placering for at vælge en placering
  11. Klik på en destination for at gemme billederne
  12. Klik på Kopier. Sørg for ikke at tage stikket ud af din iPhone under processen!
På denne måde kan du vælge de fotos, du vil kopiere fra din iPhone til din pc. Hvis du har en iPad er fremgangsmåde den samme.

Overfør via iCloud uden kabler

Det er ikke kun ved at forbinde dine enheder, at du kan overføre billeder. Du kan også vælge at gøre det via skyen. Windows understøtter nemlig også Apples iCloud. Det er en lagringstjeneste i skyen, der giver brugere med en iPhone eller en iPad mulighed for trådløst at gemme billeder og videoer. Hvis du vælger at gøre brug af denne metode, behøver du i modsætning til overførsler via et USB-kabel, ikke at installere iTunes på din Windows computer. 

Synkronisering af billeder og videoer via iCloud kræver kun at du har installeret iCloud appen på din computer. Den er både tilgængelig via Microsoft Store og Apple. Appen giver giver dig
 mulighed for automatisk at synkronisere alt det indhold, der er uploadet til iCloud med det samme Apple ID. Når du opretter dig på iCloud, vil du få tildelt gratis lagerplads. Der er mulighed for at tilkøbe ekstra lagerplads, hvis du løber tør. Apples iCloud er også en del af Apple One

Hvis du vælger at bruge iCloud får du en nemt og problemfri måde at importere dine billeder og videoer fra din iPhone eller din iPad til din Windows computer helt uden at skulle arbejde med kabler.

Download og installer iCloud

Hvis du gerne vil overføre dine billeder fra din iPhone til din Windows computer via iCloud, skal du først downloade og installere iCloud på din Windows computer. Det kan du gøre ved at hente iCloud direkte fra Apple, men du kan også hente iCloud i Micosoft Store. Hvis du har en computer, der bruger Windows 10 eller Windows 11, anbefaler vi, at du hente iTunes via Microsoft Store. Dette giver dig en nemmere installationsproces i forhold til den traditionelle applikation. 

Alternativt kan du vælge at hente iCloud fra Apple. Denne metode kan anbefales, hvis du bruger en computer, der har en ældre version end Windows 10. 

Overfør billeder fra iPhone via iCloud

Når du har installeret iCloud på din Windows computer skal du starte med at logge ind med det samme Apple ID som du bruger til din iPhone. Herefter skal du gøre følgende:
  1. Klik på knappen Indstillinger ud for Fotos
  2. Klik på boksen ud for iCloud-fotos, så der vises et flueben
  3. Klik på boksen ud for Upload nye billeder fra min pc, så fluebenet forsvinder, da vi gerne vil hente billeder og ikke ovreføre i dette eksempel
  4. Klik på Udført
  5. Klik på Anvend
Alle dine billeder i din iCloud downloades nu til din pc. Du kan også bruge denne metode, hvis du har nogle billeder på din computer, som du gerne vil have adgang til via din iPhone. Du skal blot sætte et flueben i punkt 3.

Mere om iCloud

Hvis du vil vide mere om dine muligheder, har vi tidligere skrevet om iCloud Photos-integrationen i Windows Fotos appen på din Windows 11 computer.

Vil du vide mere om iCloud og hvordan du bedst beskytter dine iCloud data, har vi også tidligere dækket dette emne.
Nyere Ældre

 Find de bedste tilbud på Gamer Stol