Word er et uundværligt værktøj, når du skal skrive på din Mac. Se her, hvordan du bruger Microsoft Word helt gratis.

Microsoft Word er på verdensplan en kæmpe frontløber indenfor tekstbehandling. Det er ikke til at komme udenom, at én ud af syv mennesker i verden bruger Word, når de skal oprette og dele tekstdokumenter.

Derfor vil vi vise dig, hvordan du kan bruge Microsoft Word gratis på din Mac. Vi smider også lige et par gode alternativer oven i hatten, hvis du godt kan lide at have valgmuligheder.

Sådan bruger du Microsoft Word gratis på din Mac

Der er mange arbejdspladser eller uddannelsessteder, hvor Word er den foretrukne og forventede software at bruge. Desværre er Word ikke et gratis program, du bare kan downloade frit. Men Microsoft tilbyder helt gratis versioner af både Word, Excel og PowerPoint, som du kan få adgang til online. Det eneste, du skal bruge er en Microsoft-konto. Denne er heldigvis helt gratis at oprette og bruge. Hvis du ikke allerede har en konto til Microsoft, tager det kun et par minutter at oprette en. 

Når du har oprette en Microsoft-konto, har du fri adgang til en række apps, som du kan bruge i din browser på din Mac. Tidligere var dette samlet under Office.com, men Microsoft har valgt at samle det under Microsoft 365. 

Forskellen på gratis og betalt Word

Det er helt rigtigt, hvis du har hørt, at der er forskel på den betalte udgave af Word og den gratis version. For du får i den gratis version ikke adgang til den fulde værktøjspakke og du skal også bruge OneDrive, når du vil gemme dine dokumenter. Det samme gør sig gældende for både Excel og PowerPoint også. 

Men har du blot brug for en tekstbehandler, der kan oprette og håndtere .docx filtyper, så kommer du i mål med gratis og online version af Word. Her er tale om en praktisk og let tilgængelig udgave af Word, hvor du kan udføre de mest udbredte og almindelige tekstbehandlingsopgaver.

Prøv den betalte Word gratis

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør opgradere til den betalte udgave af Microsoft Word, giver Microsoft dig også mulighed for at teste denne helt gratis. Du kan nemlig få en hel måneds gratis adgang til Microsoft 365. Så har du mulighed for i ro og mag at teste, om du kommer bedre i mål med den betalte version, hvor du får adgang til alle værktøjerne i Word, Excel og PowerPoint.

Gratis alternativer til Microsoft Word

Hvis du ikke helt specifikt har behov for at bruge Microsoft Word, findes der også en lang række andre gode tekstbehandlere at vælge imellem. Mange af dem kan du få, uden at det kommer til at koste dig en krone. 

Apple Pages

Når det kommer til gratis programmer til tekstbehandling til Mac, kan det næsten ikke lade sig gøre, at undgå at nævne, at enhver ny Mac kommer sammen med en gratis kopi af Apples Pages-software. Her er tale om et godt værktøj, der både kan bruges til at oprette og redigere dokumenter. 

Google Docs

Et andet godt program er Google Docs. Her er der tale om en flerårig favorit blandt brugerne, da den webbaserede software både er nem at bruge og helt gratis. Det er ikke i Google Docs, at du finder de mest avancerede funktioner, men for de fleste mennesker byder programmet på alt det, de har brug for.

LibreOffice Writer

Med LibreOffice Writer får du et andet bud på tekstbehandling, der er værd at overveje. Denne open source-software er både gratis og tilbyder en komplet løsning til dem, der der godt kan lide funktionaliteten i Microsoft Word. Udseendemæssigt er oplevelsen ikke den samme, men du kan få rigtig meget fra hånden i Writer. 

Læs mere

Når du allerede er ved at kigge på gratis programmer til din Mac, kan du også overveje, om du ønsker at prøve et andet mailprogram. For du kan nu få Outlook helt gratis til din Mac.