Her er alt, hvad du skal vide, inden du køber en ny fladskærms TV.

Står der et nyt fladskærms-TV øverst på ønskelisten? Så er det vigtigt at du kigger dig godt for, før du investerer i vidunderet.

Normalt er det kun i biffen, du kan opleve følelsen af at være totalt opslugt af en film. Men sådan er det ikke mere. Nu kan du få den samme oplevelse hjemme i stuen med et moderne fladskærms-TV. 

Derfor er det vigtigt, at du træffer det rigtige valg, når du skal købe en fladskærm, da du kan komme til at bruge enheden i mange timer dagligt. 

Skærmstørrelse og -type

Det første spørgsmål, som du bør stille dig selv er: hvor stor en skærm har jeg brug for? Svaret herpå kommer helt an på dit behov og pladsen i din bolig. Skal du bruge en fladskærm til stuen, så gå efter en model på omkring 50 tommer, hvis du har pladsen. Er du på udkig efter en skærm til soveværelset, børneværelset eller måske ferieboligen, så vælg en pladsbesparende fladskærm omkring 32 til 40 tommer. 

Det er også vigtigt, at du forholder dig til, om du vil have et buet TV, et TV med indbygget 3D eller et almindeligt standard TV. Det er sejt med en 3D fladskærm - men praktisk er det ikke og det kræver at filmen eller TV-serien også understøtter 3D-formatet. Et kurvet TV er en nyere ting på fladskærmsmarkedet, og her anbefaler vi dig at tjekke produktet ud i butikken før evt. køb. En standard skærm med en almindelig flad skærm er altid et godt valg. 

Et andet område, du ikke kommer udenom, når du skal finde den rigtige fladskærm er opløsningen. For du vil aldrig komme til at opleve, den helt rigtige biografoplevelse, når du ser en film, hvis opløsningen på din fladskærm halter. Når det kommer til skærmopløsningen, hører vi ofte ord som HD Ready, Full HD, UHD og 4K, når man taler om fladskærme. Hvis du ikke lige ved, hvad betegnelserne dækker over, kan det godt være svært at finde frem til den bedste fladskærm. Du kan derfor med fordel læse vores lille guide om at få det maksimale ud af din fladskærm, hvis du gerne vil vide mere om emnet.

TV med apps eller TV-boks

Skal du investere i et Smart-TV eller købe en normal fladskærm med tilkøb af en streamingsboks som eksempelvis et Apple TV. I dag kan du sagtens få en fladskærm med apps til populære tjenester som TV2 Play, HBO Max og Netflix. Hvis du vil være sikker på at kunne installere flere TV-apps fremadrettet, så anbefaler vi dig at supplere op med en TV-boks, der kommer med en App Store, som løbende bliver ajourført med de nyeste TV-apps. Du kan med fordel læse mere i vores guide til køb af TV-boks, hvis du vil vide mere om de forskellige muligheder.

Det kan godt være, at du ikke allerede er hoppet med på streamingvognen, men det er fremtidens måde at se TV på. Det er en stigende tendens blandt danskerne, at se TV på denne måde. Så du bør overveje det en ekstra gang inden du afskriver dig muligheden.

Indbyggede højttalere eller Soundbar

Med alt ære og respekt, så har vi til gode at høre en fladskærm, der lyder som englene synger. Fladskærmsproducenterne har fokus på skærmkvaliteten, hvorfor de glemmer at smække et par ordentlige højtalere i. Vi anbefaler derfor, at du supplerer op med en velspillende Soundbar, så du ikke bliver skuffet på lydsiden. 

Væg- eller bordmodel

Der er ikke alle fladskærms TV, der egner sig til at blive monteret på væggen, selvom det er den mest elegante og pladsbesparende løsning. Går du eksempelvis efter et TV med buet skærm, så skal du have et TV-bord at stille det på, da det absolut ikke pynter på væggen. 

Nok tilslutningsmuligheder

Når du alligevel skal have tegnebogen op, så sørg for at købe en fladskærm som har rigeligt med tilslutningsmuligheder som eksempelvis USB og HDMI. En DVD-afspiller, en PS4 og en TV-boks, ja det er bare tre enheder, som kan tilsluttes og det helst på samme tid, så du ikke skal gå og skifte rundt hele tiden. 

Valget er dit

Det er kun dig, der kan svare på, hvilke behov og krav du har, der skal være opfyldt, når du kigger efter en ny fladskærm. Derfor er valgte selvfølgelig også dit. Men vi håber, at du er blevet lidt klogere på, hvad du bør overveje, inden du går ud og køber din næste fladskærm.

For du skal gerne ende ud med at købe en lækker fladskærm, som kan blive ved med at leve op til dine behov både her og nu, men også i mange år frem.