Har du en gammel og sløv Mac? Så kan du gøre den hurtig igen ved at omdanne den til en Chromebook.
Hvis du ejer en ældre MacBook, iMac eller Mac mini, der er blevet lidt langsom med tiden, så kan du enten vælge at købe en ny eller at give den lidt førstehjælp.
Du kan med Chrome OS Flex omdanne din Mac til en Chromebook. Tricket virker også, hvis du har en lidt sløv Windows computer. Styresystemet kan downloades gratis.
Sådan virker Chrome OS Flex
I korte træk, så kan du med Chrome OS Flex omdanne din gamle Windows eller Mac-computer til en næsten tro kopi af em Chromebook fra Google. Styresystemet ligner det internetbaserede Chrome OS på en prik.
Vælger du at installere Chrome OS Flex på din computer, så er der en stor sandsynlighed for at den bliver meget hurtigere. For lige som det gør sig gældende for Chrome OS, er det nemlig et app- og internetbaseret styresystem, der ikke kræver de store computerkræfter at afvikle.
Du kan bagefter bruge din computer til de samme ting, som man bruger en Chromebook til. Du kan benytte apps, surfe på internettet, sende mails, se film på YouTube og benytte tekstbehandling, regneark i Google Drive (tidl. Google Docs). Du kan selvfølgelig også vælge at benytte Microsofts Office-pakke med Chrome OS, da du kan tilgå den webbaserede løsning, som er gratis at bruge.
Sådan installerer du Chrome OS Flex på din computer
Vi anbefaler, at du bruger en nyere Mac eller Windows-computer til at hente Chrome OS Flex med på en USB-lagerenhed med minimum 8GB plads. Chrome OS Flex henter du via dette link på en hjemmeside hos Google. Processen kan tage op til 30 minutter på en nyere computer, så derfor anbefaler vi ikke, at du bruge din gamle computer, da det i så fald kan komme til at tage rigtig lang tid. Herefter laver du en back up på din gamle computer, så sætter du USB-lagerenheden i og installerer Chrome OS Flex. Du skal blot følge installationsguiden på hjemmesiden.
Chrome OS Flex giver dig to muligheder
Når du vælger at installere Chrome OS Flex på din Mac, så har du mulighed for at omdanne din PC til en Chromebook og slette din udgave af macOS, så du udelukkende kører den specielle udgave af Chrome OS.
Hvis du gerne vil bevare din macOS-installation, så skal du downloade og installere Chrome OS Flex på en USB-nøgle, som du kan boote systemet op fra via BIOS.
Chrome OS Flex har nogle begrænsninger
Chrome OS Flex minder på mange måder om det originale Chrome OS. Dog er der nogle ganske få undtagelser som muligheden for at køre Android-apps.