Lad det ikke ødelægge din dag, hvis du får sendt en forkert mail, da du kan se her, hvordan du fortryder afsendte mails fra din iPhone.
De fleste af os, har sikkert prøvet at sende en mail, der ved nærmere eftertanke nok ikke lige skulle have været sendt alligevel. Fremover er der ingen grund til at ærgre sig gul og grøn over denne fejl. For med iOS 16 kan du nu tilbagekalde en fejlagtig sendt mail.
De typiske fejl ved mails
Nogle gange går det lidt hurtigt, når vi sidder ved tasterne. Det er også tilfældet, når der skal sendes mails til familie, arbejdskolleger, venner og bekendte. Derfor kan der ske en fejl eller to, når vi kommunikerer sammen på mail.
Det er ikke atypisk, at man kommer til at lave en dum grammatisk fejl, der fuldstændig ødelægger hele forståelsen af en email. Det kan også være, at man glemmer at vedhæfte en vigtig fil, eller at det er det forkerte billede, der kommer med i mailen.
Det sker også oftere, end man umiddelbart skulle tro, at nogle kommer til at indsætte den forkerte mailadresse i modtagerfeltet.
En mail er på nogle punkter lige som et brev. Modtageren kan kun læse, hvad der rent faktisk står og kan ikke høre på tonefald eller aflæse på ansigtsmimikken, hvad der menes med ordene. Et andet lighedspunkt mellem mails og breve er, at når en mail sendt, så er den sendt.
Hvis du laver en fejl i en mail, vil du helt sikkert ønske, at du kunne tilbagekalde den.
Tilbagekald dine mails
Hvis du har fået opdateret til iOS 16 på din iPhone, så er der godt nyt til dig. For med den nye opdatering i styresystemet, er der åbnet op for, mange nye og skjulte iOS 16 funktioner. Blandt andet at du nu kan fjerne en email via din iPhone. Funktionen virker dog kun, hvis du bruger den indbyggede Mail-app. Men her kan du i en begrænset tidsperiode tilbagekalde en sendt besked, uanset om den er sendt via iCloud, Gmail, Outlook eller Yahoo.
Inden du forsøger at annullere en email
For at du kan bruge den nye funktion i iOS 16 skal du bruge Mail-appen på din iPhone til at sende og modtage emails. I modsætning til at bruge selvstændige apps fra tredjepartner som eksemplvis Gmail, giver den indbyggede Mail-app fra Apple dig mulighed for at administrere emailkonti fra blandt andet iCloud, Google, Yahoo, Outlook, AOL mv.
Hvis du vil bruge Apples Mail-app til dine emails, skal du åbne programmet Indstillinger, gå til Mail og herefter Konti. Her kan du tilknytte de konti, som du fremadrettet vil have adgang til i Mail-app.
Sådan annullerer du en afsendt mail på din iPhone
I Mail-appen kan du have én eller flere mailkonti tilknyttet. Du skriver og sender dine emails som du plejer. Hvis du ved en fejl får skrevet og sendt en email, som du ikke skulle have sendt, er det også i Mail-appen, at du kan tilbagekalde den igen.
Når du står i indbakken på den konto, din email er sendt fra, kan du nederst på siden se ordene Fortryd Send med blåt. Som standard skal du trykke på denne knap indenfor 10 sekunder, for at kunne nå at udføre handlingen. Hvis du ikke når det inden for denne tidsgrænse, vil din email uigenkaldeligt blive sendt afsted, og du vil derfor ikke være i stand til at kalde den tilbage igen.
Hvis du opdager en fejl og trykker på Fortryd Send, vil du automatisk bliver ført tilbage i din email igen. Nu har du mulighed for at rette på fejlen og sende den afsted igen, når du er færdig.
Få længere tid til at annullere en email
Selvom du nu har muligheden for at kunne tilbagekalde en sendt email, kan det godt være, at du bliver stresset over tidsfaktoren. For 10 sekunder er ikke særlig lang tid, når du både skal nå at indse fejlen samt at reagere herpå inden for tiden. Men der er heldigvis hjælp at hente.
For funktionen virker på den måde, at i stedet for at sende din email med det samme, har du en bufferperiode på 10 sekunder, inden din Mail-app sender emailen. Denne bufferperiode kan du ændre til lidt længere tid en 10 sekunder, hvis du ønsker det.
Hvis du ønsker at ændre tiden på denne buffer, skal du åbne programmet Indstillinger, gå til Mail og herefter vælge Fortryd Send forsinkelse. Du kan nu vælge en ny tidsangivelse, alt efter i hvor lang tid, du gerne vil have mulighed for at annullere en sendt email.
Mange nye funktioner
At kunne annullere en sendt email er kun én af mange nye funktioner, som Apple har givet os med deres nye iOS 16 opdatering. Så din iPhone kan måske mere end du forventer, efter du har opdateret styresystemet til iOS 16.