Tynd og stilfuld 2-i-1-enhed får det bedste ud af mulighederne i Windows 11 og er perfekt til tegneprogrammer med den medfølgende pen.

Vi har lige anmeldt den nye og store Samsung Galaxy Book og den lille og kraftfuldt Samsung Galaxy Book Pro, hvor turen nu er kommet til Samsung Galaxy Book Pro 360, som vi har haft fornøjelsen at teste sammen med Windows 11Se vores sammenligningstest, hvor vi kårer en samlet vinder af de tre bærbare fra Samsung.

Vores fokus i denne anmeldelse kommer til at ligge på de produktive og kreative muligheder, som en enhed med touchskærm, pen og fliptilstand giver.

Plusser

  • Lækkert design
  • Lille og let
  • Fleksibilitet
  • Præcis pen
  • God touchskærm
  • Rigtig godt tastatur
  • Fin batteriydelse
  • Understøtter Windows 11

Minusser

  • Spinkel højtaler
  • Ydelsen imponerer ikke

Samlet bedømmelse

Lyden imponerer absolut ikke, og ydelsen er kun lige godkendt for prisklassen - men alligevel ender vi ud med at give Galaxy Book Pro 360 vores anbefaling, og det er der en ganske simpel forklaring på. Enheden tilbyder nogle kreative og produktive muligheder, som du ikke finder tilsvarende i en MacBook, som vi mener vægter højere i den samlede vurdering af maskinen. Hybridmaskinen fra Samsung er ikke mindre end genial, når du arbejder med tegneprogrammer og billedbehandling, hvor skærmen og den medfølgende pen kombineret med tent mode-indstillingen gør enheden til det bedste præcisionsværktøj vi har prøvet til dato til frihåndstegning, manga og generel billedbehandling.

Windows365.dk anbefaler derfor købet af dette produkt.

Specifikationer for Samsung Galaxy Book Pro 360

  • Mærke og model: Samsung Galaxy Book Pro 360
  • Skærm: 13.3" FHD AMOLED Display (1920 x 1080) med Touch
  • Processor: Intel Core i5-1135G7 Processor + Intel Iris Xe Graphics
  • Hukommelse: 8 GB DDR4 RAM
  • Harddisk: 512 GB NVMe SSD
  • Forbindelser: 1 Thunderbolt 4, 2 USB Type-C, MicroSD, 1 jack, Bluetooth 5.1, WiFi 6
  • Mål og vægt: 302.5 x 202.0 x 11.5 mm, 1.04 kg

Du kan læse vores samlede test og anmeldelse af Samsung Galaxy Book Pro 360 med en vejledende udsalgspris på 8.999,00 kroner her.

Unboxing

Samsung Galaxy Book Pro 360 - Unboxing

Computeren kommer i en kasse som udover selve Galaxy Book pro 360 kommer med en USB-C lader med stik, en lille brugervejledning og en pen/stylus.

Opsætning

Computeren er ladet halvt op, da vi modtager den, så vi smider den i stikkontakten, hvorefter vi opretter en lokalkonto. Galaxy Book Pro 360 kommer med Windows 11 installeret, hvilket skyldes, at der er tale om et testeksemplar.

Tyndt og stilfuldt design i aluminium

Designet er flot og minimalistisk, og leder umiddelbart tankerne hen på en lille 13 tommer MacBook med de flotte og blanke aluminiumsmaterialer. Enheden vejer ikke meget med sine små 1.04 kg. hvor MacBook Pro 12 til sammenligning vejer 1.37 kg. 

Samsung Galaxy Book Pro 360 - Lukket tilstand
 
Enheden har en tykkelse på 11.5 mm, hvilket altså er rigtig tyndt for en bærbar computer, og selv for en tablet er det også tyndt. MacBook Pro 13 har til sammenligning en tykkelse på 15,0 mm, så vi har altså at gøre med en både let, kompakt og mobil bærbar det let kan være på skrivebordet og i tasken.

Samsung Galaxy Book Pro 360 - Åben tilstand

Farven hedder Mystic Silver og er en blanding mellem sølv- og koksgrå, og er ikke særlig modtagelig overfor snavs og fedtede fingre. Det spiller godt sammen med det sorte tastatur, og den store og velfungerende touchpad.

Samsung Galaxy Book Pro 360 - Tent Mode

Der hvor det begynder at blive rigtig interessant, er når vi sætter enheden i såkaldt tent mode, som er en smart stilling, når det skal arbejdes med den medfølgende i et tegneprogram eller streames en film på Netflix. Galaxy Book Pro er kan åbnes og lukkes i hele 360 grader, så den kan stilles i mange positioner, og kan udnyttes som en tablet også, hvilket fungerer rigtig godt på grund af det tynde design.

Fremragende tastatur til lange skriveopgaver

Tastaturet fungerer rigtig godt, og computeren er en rigtig lige skrivemaskine og oplagt til de store skriveopgaver på grund af den rigtige størrelse på tasterne og den korrekte vandring. En fin detalje, at tasterne har baggrundsbelysning, hvilket er handy. 

Samsung Galaxy Book Pro 360 - Tastatur

Vi har også testet tastaturet til gaming med Minecraft og CS:GO og her fungerer det ligeså godt, dog må generelt konstatere, at piletasterne i alle brugssituationer for for små. De fylder cirka det halve af en af de andre bogstavstaster, og det bliver for svært at rammepilene, og ender ud med at blive en lille smule krampagtigt.

Skal du spille i længere tid på Galaxy Book Pro 360 så kan du af rent ergonomiske hensyn supplere op med et eksternt tastatur og en lidt større ekstern skærm end de indbyggede 13 tommer for at skåne nakke, skuldre og øjne.

En ekstern mus er også at foretrække, når der skal games til trods for en stor og præcis touchpad.

Ydelsen imponerer ikke - men det gør batteritiden

Uden at sige for meget, så har vi her ikke at gøre med en Formel 1 racer. Ydelsen efterlader os altså ganske uimponerede, da vi måler Galaxy Book Pro 360 til at være marginalt langsommere ydelsesmæssigt end den billigere Samsung Galaxy Book-model

Galaxy Book Pro 360 - Geekbench CPU-score

Galaxy Book Pro 360 - Geekbench Compute-score

Samsung Galaxy Book Pro 360 kommer ud med en Single-Core Score på 1.161 og en Multi-Core Score på 4.479 i Geekbench CPU-testen. I Geekbench Compute-testen kommer Samsung Galaxy Book Pro 360 ud med en OpenCL Score på 14.751. 

Til sammenligning kommer Samsung Galaxy Book ud med en Single-Core Score på 1.387 og en Multi-Core Score på 5.166. Derudover kommer Galaxy Book til sammenligning ud med en OpenCL Score på 14.701.

Når det så er sagt, så gennemfører vi en grundig test af Galaxy Book Pro 360 under gaming, og både Minecraft og CS:GO kan afvikles fornuftigt med nogle gode grafikindstillinger, hvor der ikke opleves lag.

Hvor ydelsen måske ikke imponerer mest, så må vi sige, at batteritiden ganske enkelt er fænomenal, hvor du virkelig har mulighed for at blive ugens gæst ved stikontakten. Vi spiller CS:GO i seks timer, og der er stadigvæk 70 procent tilbage af kapaciteten på batteriet, og det er ganske enkelt enestående til trods for den lille skærm. Ingen tvivl om, at Windows 11 har en stor del af æren for den imponerende batteritid, hvilket også er et punkt, som Microsoft netop har fremhævet ved Windows 11 - nemlig den bedre batteriudnyttelse i bærbare computere.

Perfekt til tegning og billedbehandling

Nu er vi så kommet til det punkt, som er udslagsgivende for, at vi ender ud med at medgive Samsung Galaxy Book Pro vores anbefaling, som nærmere betegnet er de produktive og i særdeleshed de kreative egenskaber, som maskinen byder på, når det kommer til frihåndstegning, skitsering og billedbehandling.

Samsung Galaxy Book Pro 360 - Slip kreativiteten løs

En præcis pen, en detaljerig touchskærm og muligheden for at opsætte i tent mode, er ganske enkelt i vores optik en bang-up-kombination, når der gøres så godt, som Samsung formår med Galaxy Book Pro 360.

Vi arbejder med Galaxy Book Pro i forskelige tegneprogrammer herunder vores favorit tegneprogram Krita, hvor vi prøver at lave lidt skitser, nogle små tegneserier og lidt præcisionsbilledbehandling. 

Pennen er vidunderlig præcis, når vi arbejder i tegneprogrammet, og skærmen er særdeles detaljerig og responsiv, når vi udfører de forskellige opgaver. Vi foretrækker, at tegne, skitser og lave billedredigering i tent mode, da det giver det bedste udgangspunkt for en ordentlig og behagelig arbejdsstilling. Vi er ikke så vilde med, at arbejde i den almindelige tabletindstilling, da vi skal læne os for meget ind over skærmen, når vi skal lave præcisionsarbejde.

Det er samtidig svært at sige, hvor meget vi kan henføre til hardwaren og det nye styresystem Windows 11, som er installeret på Galaxy Book Pro 360. Efter vores mening, så er der i den visuelle brugerflade ikke den store forskel på Windows 10 og Windows 11. Der hvor vi mærker og fornemmer en stor forskel er, at Windows 11 er bedre til at udnytte hardwaren og får det optimale ud af computeren i enhver opgave, som enheden skal udføre - herunder også det kreative arbejde.

Grundlæggende er det vores holdning, at Samsung Galaxy Book Pro 360 er født til at arbejde i tegne- og billedbehandlingsprogrammer - og er efter vores mening noget nær det perfekte værktøj til at udføre jobbet.

Du kan købe Samsung Galaxy Book Pro 360 hos Samsung her!

Tak til Samsung

Vi vil gerne takke Samsung for at stille et testeksemplar til rådighed for brug i vores anmeldelse. Samsung er producent og forhandler af Mobiler, TV & AV, Produktet til Hjemmet, Hvidevarer, Computere, Displays og Smart Home. Du kan bestille dit produkt online på Samsungs hjemmeside eller hos en af de tilknyttede forhandlere online og i fysiske butikker.